af Liza Wendelboe Bøcher
    billedkunstlærer, Horne

Billedliniens to lærere var netop hjemvendte fra foredrag med den kendte danske maler Thomas Kluge, da mange af holdets forældre holdt deres indtog. Med sådan en inspirationskilde i frisk erindring var det derfor helt naturligt at tage udgangspunkt i Kluge, der med sin superrealistiske tekniske overlegenhed må mane til beundring. Typisk for mange af hans malerier er, at han sortlægger baggrunden i sine billeder og lægger et blødt gulbrunt lys på motivet. Denne legen med rummet og placeringen af elementer i det skaber et stærkt fokus på netop det egentlige motiv, og placerer ham stilmæssigt tæt på Rembrandt og hans samtidige.
 

  
Rembrandt (1606-1669): 2 selvportrætter
 

Når Kluge så bevidst lægger sig motivmæssigt og stilmæssigt op ad Rembrandt er det en kunstnerisk arbejdsmetode som er helt almindelig - vi taler om, at man som kunstner kan lave en parafrase af et billede. En parafrase er altså en en bevidst fortolkning af et billede - ikke en kopi. Metoden har et stort kreativt potentiale, idet der netop i inspirationsmomentet ligger gode muligheder for at nytænke noget velkendt. Samtidigt er det helt naturligt at man som kunstner må få sin inspiration et sted fra; sådan har det altid været og sådan vil det blive ved med at være: Vi bygger nye tanker ud fra den verden, vi kender, de intryk, vi har fået.

Med dette i bagtankerne var det derfor helt naturligt, at udgangspunktet for lørdagens arbejde ikke blot var Thomas Kluge, men også parafrasen som metode. Denne arbejdsmåde havde eleverne tilmed allerede gjort erfaringer med i linieugen med en imponerende udstilling til følge.
 

  
Thomas Kluge (1969-   )

Forlægget var valgt. Det drejede sig om et af Kluges oliemalerier (til højre), der i sig selv næsten er parafraser af  Rembrandts imponerende lærreder fra 1600-tallet. Men oliemalingen var udskiftet med digitalkameraet, et bord, et hvidt lagen, en valgfri rekvisit og lyset fra en enkelt lommelygte. Billederne er ikke eftermanipulerede!

Både Rembrandt og Thomas Kluge leger med lys og mørke; og kontrasterne står meget stærkt frem. Fortællingen ligger ofte badet i lys, mens alt andet fader ud i total mørke.